Sådan arbejder vi

 

 

 

Mini-Husene afdækkes for at beskytte dem for vinterens frost og sne.

En kreds af kvinder og mænd samles 2 gange om ugen for at bygge kendte og karakteristiske bygninger fra de 3 kommuner i Odsherred: Nykøbing Rørvig, Trundholm og Dragsholm – i dag Odsherred Kommune.

Foreningens medlemmer fremstiller selv næsten alle de materialer, der bruges til at bygge med. Mange specielle hjælpemidler må også fremstilles på eget værksted.


Når vi har fundet ud af, hvilket hus vi vil bygge, foretager vi en omhyggelig opmåling af huset, og hvis det er muligt, forsøger vi at skaffe originale arkitekttegninger eller andet materiale. Vi fotograferer også huset fra alle sider, og tager nærbilleder af karakteristiske detaljer, så vi har et godt grundlag for byggearbejdet.

Vi starter med at støbe en armeret grundplade i beton til husene at stå på. Den skal være så stærk, at den kan holde til at flytte husene fra værkstedet ud i terrænet.

På grundpladen bygges så et ”råhus” af 5cm lecaplader, som derefter skalmures med rigtige små mursten og teglsten. Her Bent T. Pedersen og Per Schytte ved råhuset til “Huset” i Asnæs.

De små mursten og teglsten bliver fremstillet i størrelse 1:10 på vores eget værksted og brændes på et rigtigt teglværk. Når stenene kommer tilbage fra brænding skal de nogle gange slibes til. Ved maskinen til produktion af sten står Per Schytte, Ebbe Flensberg, Keld Nielsen, Otto Hallberg og Jytte Nielsen.

Der skæres bindingsværk i egetræ, der fremstilles døre og vinduer, laves tagrender, tilpasses rækværker og gelændere, fremstilles lamper og skæres trappesten i granit, der pudses og der skal males.